Tastefejl på regionens vagtcentral kunne have forsinket ambulance med 24 timer

7. november 2009
Kilde Beredskabsinfo.dk
 
Sidste weekend blev Hans Olsen fra Roskilde syg, og i løbet af weekenden blev han svagere og svagere. Derfor besluttede hans søn mandag at tilkalde en læge, som konstaterede, at Hans Olsen led af akut blodmangel og skulle på hospitalet. Ifølge lægen var der ikke behov for en ambulance med udrykning, men Hans Olsen skulle indlægges hurtigt og transporteres liggende, og lægen bestilte derfor en ambulance via Region Sjællands kombinerede vagtcentral og kørselskontor i Slagelse. Her gik det imidlertid galt: Medarbejderen på vagtcentralen tastede en forkert dato i bestillingssystemet, og derfor blev ambulancen først bestilt til den følgende dag. 

Ambulancen var af lægen bestilt til at køre Hans Olsen, der havde med åndenød, på hospitalet mandag eftermiddag. Men indtastningen af datoen 2. november gik galt på vagtcentralen, og i stedet blev ambulancen bestilt til næste dag i kalenderen, tirsdag den 3. november.

Vagtcentralchef Tommy Jonasson fra Region Sjælland beklager det skete. Hans forklaring er, at der skete menneskelig fejl. "Vi får turen som en ikke-akut opgave klokken 13.35. Derfra skal der køres indenfor en time. Konsulenten taster turen ind i systemet, men tager desværre fejl af 2-tallet og 3-tallet, og derfor går turen videre i systemet til næste dag, tirsdag 3. november. Vi modtager mellem 900 og 1.400 opkald om liggende og siddende transporter hver dag, og den her fejl er aldrig sket tidligere. Men vi evaluerer på det og undersøger, om der er noget i proceduren, vi kan forbedre", siger Tommy Jonasson til Roskilde Avis.

Forklaringen frustrerer Hans Olsens søn, Bent Olsen. "Jeg kan ikke forstå, at man kan have medarbejdere siddende, som ikke kan se forskel på 2-tallet og 3-tallet. Det må ikke ske", siger Bent Olsen.

Fejlen på vagtcentralen fik ikke alvorlige konsekvenser, for Bent Olsen og hans kone var tilstede hos Hans Olsen og kunne reagere, da den bestilte ambulance efter flere timer ikke var dukket op. "Klokken cirka 18.30 bliver min kone og jeg enige om at ringe til sygehuset. Dér gik man faktisk bare og ventede på min far. Man viste godt, at han skulle komme, og forstod ikke, hvad der foregik", fortæller Bent Olsen til Roskilde Avis. Efter telefonsamtalen sørgede sygehuset for, at der blev sendt en ambulancen - der i øvrigt kom hurtigt.

De potentielt alvorlige konsekvenser af regionens vagtcentralens tastefejl blev imidlertid tydelige for de pårørende ved ankomsten til sygehusets modtagelse. "Hvis I havde ventet et par timer længere med at komme, havde I slet ikke behøvet at komme", lød beskeden ifølge Bent Olsen. Hans Olsen fik ifølge sin søn to poser blod på kort tid og blev derefter indlagt på langtidsmedicinsk afdeling. Mens Hans Olsen bliver behandlet, er sønnen gået i gang med en klagesag.
 



Relaterede sider: