112 er nummeret, man kan ringe til i nødsituationer i Europa

hvis man skal have fat på en ambulance eller politiet. Det er gratis at ringe, uanset om man ringer fra en fastnet- eller mobiltelefon.

Torsdag den 11. december arrangerede Parlamentet en konference i anledning af den europæiske 112-dag. Polske Jacek Saryusz-Wolski (PPE) fortalte, at omkring 150 millioner EU-borgere hvert år krydser medlemsstaternes grænser: "Disse mennesker skal i nødstilfælde være i stand til at ringe til det samme nummer, uanset hvor de befinder sig", sagde han.

Britiske Diana Wallis (ALDE) understregede, at det 112- ordningen endnu ikke fungerer optimalt, og at det vil kræve "en stor indsats" fra medlemsstaternes side, før europæerne kan føle sig trygge ved nummeret.


Kun hver femte europæer kender til nummeret

Når du ringer 112, vil en lokal operatør enten selv hjælpe eller stille dig videre til den alarmcentral, du har brug for – ambulance, politi eller brandvæsen.

Det erstatter ikke landenes egne alarmnumre, men fungerer parallelt med dem. Nummeret har været i brug i næsten 20 år, og alligevel er det kun 22% af europæerne, der kender det.


Baggrund

Da det europæiske alarmnummer blev indført i 1991, var formålet, at de nationale alarmnumre skulle suppleres med ét alarmnummer, som kan bruges i alle EU-medlemsstaterne, så det er lettere at tilkalde beredskabstjenesterne, især for dem, der rejser. EU-reglerne har siden 1998 krævet af medlemsstaterne, at det er gratis at ringe til 112-nummeret. I 2003 blev det forlangt, at teleoperatørerne skal give beredskabstjenesterne oplysninger om, hvor opkaldet er foretaget, så de hurtigt kan nå frem til ofrene på ulykkesstedet.


For at sikre, at 112-nummeret reelt bliver indført, har Kommissionen indtil nu indledt 16 overtrædelsesprocedurer mod 15 lande, fordi nummeret ikke er til rådighed, eller der ikke gives oplysninger om, hvor opkaldet er foretaget fra.