Hvad er hjertestop?

Ved et hjertestop pumper hjertet ikke længere blod rundt i kroppen. Det betyder, at kroppens organer ikke får ilt og derfor begynder at tage skade. De fleste vil få varig skade eller dø, hvis de ikke får hjælp inden for få minutter. 
 

De fleste hjertestop kommer som følge af en blodprop i hjertet eller i kranspulsårerne, et såkaldt hjerteanfald. Ved et hjerteanfald beskadiges musklen i hjertet, og det kan udvikle sig til et hjertestop.
 

I andre tilfælde skyldes hjertestoppet forstyrrelser i hjertets rytme. I nogle tilfælde kan hjertet slå så hurtigt, at det ikke kan pumpe blodet rundt. Det kaldes hjertekammerflimren. Pumpefunktionen virker ikke. Populært sagt kan man sige, at det skyldes, at den elektriske aktivitet i hjertet er kortsluttet.

Hos yngre mennesker er en almindelig årsag til hjertestop hypertrofisk kardiomyopati. Denne sygdom er ofte arvelig. Andre former for kardiomyopati kan også medføre en kortslutning af hjertets elektriske system.
 

Genoplivning med hjertemassage 
Når man giver hjertemassage er formålet ikke først og fremmest at få hjertet i gang igen. I stedet gælder det om at få pumpet blod rundt i kroppen. Det gør man ved at presse hjertet sammen, så det blod der er inden i hjertet, presses ud i årerne. Når man letter presset på brystkassen, fyldes hjertet igen med blod, som presses ud i kroppen ved næste tryk på brystkassen.

Hvis man samtidig giver indblæsninger, kan man midlertidigt få lungefunktionen delvist i gang. Det vil sige, at man kan få lungerne til at ilte noget af det blod, som cirkuleres rundt i kroppen, når man giver hjertemassage.

Genopllivning med hjertestarter (AED)

En hjertestarter AED, virker ved at give hjertet elektrisk stød (det kaldes også defibrillering) - det er det elektriske stød, der gør, at hjertets muskelceller aktiveres, og hjertet finder sin normalrytme igen. 
 

Hvis du bruger en hjertestarter (AED), kan du ikke bruge den forkert. Hjertestarteren afgiver kun elektrisk stød til hjertet, hvis der er sikkerhed for, at hjertets elektriske system er i uorden.