Flere er druknet i 2008

Det bekymrer Rådet for Større Badesikkerhed, at antallet af drukneulykker i år næsten allerede er på højde med hele 2007.
 
16 drukneulykker hidtil i år får Rådet for Større Badesikkerhed til at slå alarm.

I 2007 druknede 19 mennesker i Danmark, og derfor bekymrer det, at ulykkestallet allerede nu er så højt.

»Jeg kan frygte, at vi ikke har oplevet den sidste drukneulykke i år, når vi lige er begyndt på august, som er den sommermåned med mest vind og strøm«, siger Michael Aller, formand for Rådet for Større Badesikkerhed.

Otte omkommet i havne
Blandt de druknede er fire tyskere og en polak. Dertil kommer, at otte mennesker er omkommet ved drukneulykker i havne.

En forklaring kan være den lange og varme sommer, som har givet flere mod på en tur i vandet, men Michael Aller er også bekymret for, om forsigtigheden er gået fløjten.

»Der er især tre råd, som alle badende bør følge. Man må aldrig gå længere ud end til navlen, man må aldrig bade alene, og det gælder uanset, om man er 5 eller 75 år gammel. Og når der er børn med, er det en god idé, hvis de voksne først mærker efter, om der er strøm i vandet«, siger Michael Aller.
 
 



Relaterede sider: