Lufts indblæsning i lungerne

 
Der findes ikke meget beskrevet om førstehjælp fra gamle dage.

Her kan du læse om de to glemte foregangsmænd de to læger, Johan Daniel Herholdt og Carl Gottlob Rafn som tilbage i 1776 beskrev, hvilke metoder og midler, som kunne give livet tilbage.
 
I en vidunderlig, indsigtsfuld og malerisk bog: Forsøg til historisk Udsigt over Redningsanstalter for Druknede og Under-retning om de bedste Midler ved hvilke de igen kunne bringes til Live af Herholdt &  Rafn, Kjøbenhavn 1796, beskrives mund-til-mund genoplivning således i kapitlet om lufts indblæsning i lungerne:

”et sundt Menneske, som have stærke Lunger, skulde trække Vejret til sig, trykke sin Mund fast til den Druknedes Læber, og derpaa med Magt blæse sin Aande ind i hans Lunger. Under denne Indblæsning klemte man den Skindødes Næseborer tæt tilsammen, og lod efter Monro’s Forskrift Luftrørets Ringbruske trykke tilbage mod Halsbenene, for at tillukke Madpiben (Oesophagus), saa at den indblæste Luft hverken kunne undvige gjen-nem Næsen, eller snige sig ned i Maven...”,
 
”Erfaringen har lært, at dette Middel ofte har frembragt den Øjensynligste Virkning”. Men, men: ”...da Lufts Indblæsning med Munden er en saare møjsommelig og højst væmmelig Forretning, og da derfor en ellers priselig tilvant Delikatesse almindeligen forbyder saavel Lægen som andre Folk af Opdragelse, at anstille den selv, især på voxne eller aldrende Mennesker som ere druknede, saa nytter det kun lidt paa Prænt at anbefale dette Middel til almeen Brug.
 
Det var ikke Herholdt og Rafn’s overvejelser - de var nemlig gået i glemmebogen - men en strejke og Henning Rubens utøjlelige opfindertrang, som 160 år senere fik ham til at løse problemet med lufts indblæsning i lungerne, også ude i marken, på en delikat måde.
 

Relaterede sider