Om kunstig åndedræt - historisk tilbageblik

 
Der findes ikke meget beskrevet om førstehjælp fra gamle dage. 
Her kan du læse om førstehjælpen, som har rødder langt tilbage i tiden. God fornøjelse !

 

Kunstigt åndedræt er omtalt i Anden Kongebog (Anden Kongebog udgjorde oprindeligt, sammen med Første Kongebog, ét værk i den hebraiske bibel (hebr. ספר מלכים Sefer Melachim "Kongernes Bog"). Bogen er også en del af Det Gamle testamente
 
Her står følgende:

 

  Imidlertid var Gehazi gaaet i Forvejen og havde lagt Staven paa Drengens Ansigt; men ikke en Lyd hørtes, og der var intet Livstegn. Da vendte han tilbage og gik Elisa i Møde, meldte ham det og sagde: "Drengen vaagnede ikke!"
32 Og da Elisa var kommet ind i Huset, saa han Drengen ligge død paa Sengen.
33 Han gik da hen og lukkede sig inde med ham og bad til HERREN.
34 Derpaa steg han op og lagde sig oven paa Drengen med sin Mund paa hans Mund, sine Øjne paa hans Øjne og sine Hænder paa hans Hænder, og medens han saaledes bøjede sig over ham, blev Drengens Legeme varmt.
35 Saa steg han ned og gik een Gang frem og tilbage i Huset, og da han atter steg op og bøjede sig over Drengen, nyste denne syv Gange og slog Øjnene op.
36 Derpaa kaldte han paa Gehazi og sagde: "Kald paa Sjunemkvinden!" Han kaldte saa paa hende, og hun kom til ham. Da sagde han: "Tag din Dreng!"
37 Og hun traadte hen og faldt ned for hans Fødder og kastede sig til Jorden, tog saa sin Dreng og gik ud.
 
Italienske tidskrifter fra 1500 tallet fortæller, at jordemødre rutinemæssigt benytter mund til mund metoden på nyfødte som ikke trak vejret spontant. Kunstigt åndedræt af mennesker bliv beskrevet i 1543.
 
En anden metode som blev benyttet var at lægge den forulykkede over ryggen på en hest. Man troede, at den hestens bevægelser ville give en spontan vejrtrækning. I 1600 tallet blev hesten afløst af en tønde.
 
Den engelske kirurg William Tossach rapporterede i 1744 om en vellykket genoplivning af en død kulminearbejder som var forulykkede i en mine.
 
En anden metode som blev brugt i 1700 tallet var at hænge den forulykkede op i fødderne. Denne metode har været praktiseret i Egypten (3500 år f. Kr.). Patienten blev hængt op i benene og hjælperne trykkede mod brystet for at skabe vejrtrækning.
 

I 1760 kunne man læse følgende om genoplivning af druknede personer. I en meddelelse fra Zürich kan man læse følgende:

  • "... Experience has shown that the drowned who are considered dead and that lay for some time under water have often been restored again and kept alive by proper manoeuver.."
I London i 1774 oprettede Society for the Recovery of Persons Apparently Dead (senere Royale Humane Society).
Dette selskab var det mest kendte, men de var ikke de første.

1767 oprettedes et livrednings-selskab i Amsterdam . Maatschappij tot Redding van Drenkelingen. Selskabet skrev artikler i ugeblade, og uddelte løbesedler, der fortalte hvordan man skulle genoplive druknede personer. En af de mange metoder en redningsmand kunne benytte var 'at sætte sin mund mod den druknedes, og mens han med sin ene hånd sammenklemmer næseborene prøver han hurtigt at blæse luft i lungerne'. Det er den første gang man ser en beskrivelse af indblæsnings-metoden

De anbefalede følgende:

  • at opvarme den druknede med en varm skjorte, undertøjet fra en af de tilstedeværende, tæpper, varm aske (fra bagerier, bryggerier, salt og sæbekogere eller andre fabrikker), pelse, skind, et lille bål, eller to sunde varme mennesker som begiver sig til sengs med den druknede
  • at blæse luft i endetarmen ved hjælp af et rør, eller eventuelt en blæsebælg - tobaksrøg er at foretrække frem for almindelig luft
  • at gnide hele legemet kraftigt med klæder fugtet med brændevin eller pudret med tørt salt - specielt på ryggen fra hovedet mod enden
  • at irritere den druknede i halsen og næsen med en pennefjer
  • at årelade den druknede, ideelt fra en stor åre på armen eller fra selve hals-venen
En spændende beretning om disse metoder bliver beskrevet i forbindelse med hængningen af Anne Green i 1650, Hun blev genoplivet.
 

Relaterede sider