Hjertestarter opsættes i Metroen (København):

Nu bliver Metroen også et ekstra trygt sted at færdes. 
24. november 2004

Medio november 2004 vil der være opstillet hjertestartere på samtlige Metrostationer i København. Bag initiativet står TrygFonden i samarbejde med Ørestadsselskabet og Metro Service. Planlægning, uddannelse, opsætning og forskning finansieres af TrygFonden. Hjertestarterne indgår også i et 2-årigt forskningsprojekt, der skal belyse danskernes brug af hjertestartere.
 
Chancen for at overleve et hjertestop falder med ca. 10 procent for hvert minut, der går, før genoplivning påbegyndes. Hurtig handling er afgørende, og derfor vil der fra i dag være opstillet hjertestartere på samtlige Metrostationer i København. En hjertestarter er et apparat, der gør det muligt at genstarte et hjerte i tilfælde af hjertestop. Den må bruges af alle og er meget let at betjene.

"Metropersonalet kan i forvejen yde livreddende førstehjælp og håndtere krisesituationer. Nu er der også opstillet hjertestartere på alle Metrostationer, og personalet er blevet trænet i at bruge dem, så de hurtigt kan gribe ind i tilfælde af hjertestop. Det giver naturligvis en ekstra tryghed for vores passagerer", siger Jens Kramer Mikkelsen, administrerende direktør i Ørestadsselskabet.

I udlandet er der opstillet hjertestartere flere steder i det offentlige rum, fx i Finland, Canada og USA. Typisk er hjertestartere opstillet i lufthavne, på togstationer, kasinoer og plejehjem. Og erfaringerne er gode: "Et godt eksempel er lufthavnene i Chicago i USA, hvor overlevelsesprocenten er blevet væsentligt forbedret som følge af, at der er blevet opstillet hjertestartere. Her har der i løbet af en 2-årig periode været 18 tilfælde af hjertestop, og i 11 af disse tilfælde overlevede personen som følge af brug af hjertestarter", siger overlæge Freddy Lippert, formand for Dansk Råd for Genoplivning.


TrygFonden vil gerne overføre de gode resultater til Danmark og er derfor glade for samarbejdet med Ørestadsselskabet og Metro Service. "Samarbejdet harmonerer fint med vores arbejde for at sikre alle i Danmark en mere tryg hverdag. Med over 30 millioner passagerer alene i år er Metroen et oplagt sted til at opsætte hjertestartere. Hjertestarterne på de københavnske Metrostationer indgår også i et 2-årigt forskningsprojekt, der skal belyse danskernes brug af hjertestartere. Samtidig skal forskningsprojektet dokumentere effekten af tidlig hjertestart", siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.


Hjertestarterne vil altid være placeret i nærheden af et gult opkaldssted – enten på perronen, i forhallen eller begge steder. De er koblet til alarmer, og en høj sirene vil lyde, når de fjernes. Hjertestarterne må bruges af alle og er så enkle, at man kan lære at anvende den i løbet af et kvarter.