Førstehjælpens 4 hovedpunkter

 
Disse 4 overskrifter er vigtige at have indarbejdet. Det er krumtappen i alt førstehjælpsarbejde.
            • Stands ulykken
            • Giv livreddende førstehjælp
            • Tilkald hjælp
            • Giv almindelig førstehjælp


1. Stands ulykken

Ved trafikulykker er det vigtigt at tænke på at standse ulykken, som ellers let kan udvikle sig. Sørg for at standse eller lede trafikkenforbi ulykkesstedet. Brug advarselstrekant og tænd katastrofeblinket. En eller flere personer sendes ud for at advare andre trafikanter. Sluk for strømmen i bilen og tag nøglerne ud, læg dem på sædet ved siden af.Sluk cigaretter samt alt andet, der kan antænde benzin.
Hvis man ikke kan sikre ulykkesstedet, kan det være nødvendigt at nødflytte den tilskadekomne.


Ved drukneulykker gælder det om at få den druknede på land.


Hvis den tilskadekomne er i forbindelse med en elektrisk installation, skal man ALTID starte med at slukke for strømmen, før man rører ved den tilskadekomne.


Sørg også for at sikre dig selv og andre hjælpere. Når man pludselig er indblandet i en ulykke, bliver man stresset og glemmer ofte sin egen sikkerhed. Tænk på dig selv. Du kan ikke hjælpe, hvis du selv er kommet til skade.
 

2. Giv livreddende førstehjælp

Så snart ulykken er standset, skal der gives trinvis førstehjælp til dem, som er i livsfare. Bevidstløse mennesker er altid i livsfare. Det samme gælder ofte personer, som bløder voldsomt. Hjernecellerne dør eller tager skade, blot de er uden ilt i få minutter. Derfor er det vigtigste at sikre frie luftveje, vejrtrækning og blodkredsløb.


(ABC-reglen: A betyder for Airway, B betyder Breathing og C betyder Circulation).

3. Tilkald hjælp

Hvis I er flere til stede ved en ulykke, bør en af jer tilkalde hjælp med det samme. Råb på hjælp og sørg for, at der ringes 1-1-2 hurtigst muligt. Husk at fortælle, hvor ulykken er sket, hvad der er sket og hvor mange, der er kommet til skade.

Hvis du ringer fra en mobiltelefon kan det ofte af alarmcentralen være svært at finde det sted, hvor du befinder dig.
Står du på en motorvej, kan du med fordel bruge nødtelefonerne. Hvis du er alene med en person i livsfare, skal du starte med at give trinvis førstehjælp og først derefter tilkalde hjælp.
 

4. Almindelig førstehjælp

Når du er nået til den almindelige førstehjælp, er der kontrol over situationen. Det er stadig vigtigt at observere den tilskadekomne og holde øje med, at tilstanden ikke forværres. Dæk eventuelt den tilskadekomne til med overtøj eller et tæppe. Har du mulighed for at komme ind i et varmt lokale, vil det være en fordel.

Nu kan du begynde med at give psykisk førstehjælp. Alle mennesker, som er involveret i en ulykke, vil ofte opleve et voldsomt psykisk pres. Det kan vise sig ved, at de mister tidsfornemmelsen og evnen til at tænke klart. Du kan hjælpe ved at blive hos den tilskadekomne og prøve at skabe mest mulig tryghed.

Fortæl for eksempel, at der hjælp på vej. Lad den tilskadekomne få lov at tale og svar ærligt på hans eller hendes spørgsmål. Fysisk kontakt, som at holde i hånden eller røre let ved skulderen, vil altid blive opfattet som overskud til den, som modtager psykisk førstehjælp.

Husk at din tilstedeværelse virker meget beroligende for den tilskadekomne, og din ro vil blive forstærket mange gange.




Relaterede sider: