Arbejdsmiljøuddannelsen for nyvalgte ledere og medarbejder
Den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse skal være gennemført inden 3 måneder efter, at arbejdsmiljørepræsentanten eller arbejdslederen er valgt eller udpeget.
Arbejdsgiveren skal sørge for, at AMO’s medlemmer kan få den fornødne viden om eller uddannelse inden for sikkerhed og sundhed.
Arbejdsgiveren skal betale arbejdsmiljørepræsentanters og arbejdslederes udgifter til arbejdsmiljøuddannelse og dække tab af indtægt og andre udgifter i forbindelse med deltagelse i arbejdsmiljøuddannelsen, som fx kursusgebyr og rejse- og opholdsudgifter.
Arbejdsgiveren skal sørge for, at der stilles de nødvendige midler til rådighed for arbejdsmiljøarbejdet. Det betyder blandt andet, at arbejdsgiveren skal dække arbejdsmiljørepræsentantens tab af indtægt, i forbindelse med at denne udfører hvervet som arbejdsmiljørepræsentant, blandt andet ved deltagelse i møder og andre aktiviteter.
Supplerende arbejdsmiljøuddannelse
Ud over den obligatoriske uddannelse, skal arbejdsgiveren tilbyde løbende, supplerende arbejdsmiljøuddannelse til arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere i AMO. Inden for det første år som medlem af AMO, skal medlemmerne have tilbudt 2 dages supplerende uddannelse.
Hvert af de efterfølgende år, hvor arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere sidder i AMO skal arbejdsgiveren tilbyde uddannelse svarende til 1½ dags varighed. Uddannelsen skal være tilbudt og kunne være påbegyndt inden for samme funktionsår.
Som medlem af AMO har man ret til den supplerende arbejdsmiljøuddannelse, men det er op til det enkelte medlem, om man vil tage imod tilbuddet.




