Københavns Brandvæsen mister sin ambulancetjeneste


PRESSEMEDDELELSE

Brandchef Jan Axlev forudser sammenbrud, når regionen hjemtager vagtcentralen.

Regionspolitikerne har på deres møde her til aften besluttet, at Københavns Brandvæsen fra næste sommer ikke længere skal køre ambulancer i København.

- Det er rigtig ærgerligt, og desværre hvad vi havde frygtet, udtaler brandchef Jan Axlev.

Tilbage i august varslede brandchefen, i et notat til Overborgmester Ritt Bjerregaard, at regionens udbud ville betyde, at Københavns Brandvæsen som offentlig virksomhed ikke kunne give et attraktivt bud. Regionens udbud indeholder et omfattende bodsystem, som kan udgøre op til 20 % af kontraktsummen.

- Og det kan vi ikke byde Københavns borgere at skulle dække. Derfor har vi ikke kunnet afgive et konkurrencedygtigt bud hvad angår prisen, udtaler Jan Axlev.

I forhold til antallet af ambulancer beklager Jan Axlev, at regionen kun i begrænset omfang har lyttet til de indvendinger, som bl.a. Overborgmester Ritt Bjerregaard er kommet med. Indvendinger der også omhandler terrorberedskabet, som kan blive væsentligt svækket.

- Når udbudet træder i kraft, vil der - såfremt der ikke vælges fuldt tilkøb i regionen (pt. ikke oplyst) - være færre akutambulancer med uddannet personale på gaden end der er i dag. Det forringede beredskab vil give en betydelig forøgelse af responstiden, som i gennemsnit i dag i København er på 5 min. 30 sek, udtaler Jan Axlev.

REGIONEN HJEMTAGER VAGTCENTRALEN
Udover at miste ambulancetjenesten, mister Københavns Brandvæsen også sin vagtcentral, som i dag disponerer ambulancerne i hele Københavns Kommune. Regionen ønsker selv at disponere samtlige ambulancer i regionen og hjemtager derfor opgaven. Det kan få store konsekvenser for de leverandører, der nu er valgt til at køre ambulancerne i regionen, vurderer Jan Axlev.

- Det betyder, at nyt og uerfarent personale skal varetage disponeringen allerede fra næste sommer, og med den nye opdeling af
ambulanceberedskabet, hvor der ikke længere er opbakning af sygetransportvogne med personale der har samme uddannelse som på akutambulancerne, vil enkelte fejldisponeringer af ambulancerne kunne få alvorlige konsekvenser for borgerne.

UDSTYRET PÅ VAGTCENTRALEN IKKE PÅ PLADS
På den tekniske side påtager Regionen sig at sætte deres radioer i samtlige ambulancer, lige som de indkøber al teknik til den nye vagtcentral. Den nye teknik skal virke ved den nye vagtcentrals driftsstart den 1/6 2009.

Københavns Brandvæsen vurderer, at det ikke vil være muligt at bringe den nye teknologi i anvendelse til opstartstidspunktet. Det er uklart, om der er en fælles tidsplan mellem udbyder (Økonomistyrelsen) og leverandør.

- Erfaringerne hos os er, at det tager minimum 1 til 2 år at få en sådan ny teknologi til at fungere optimalt på en vagtcentral. Dette sammenholdt med, at vagtcentralens personale antageligt vil mangle erfaringer på netop dette område, kommer til at betyde, at disponeringen ikke vil fungere optimalt i lang tid, og det vil i sidste instans medføre et sammenbrud af den samlede ambulancetjeneste i Regionen, udtaler Jan Axlev.

For uddybning kontakt brandchef Jan Axlev - 26 86 29 46 eller 33 66 29 45.



Relaterede sider:


Mere info om ambulanceudbud i Danmark

 
Nye ambulanceoperatører i DK
Falck, Region Syddanmark, Midtjylland, Sjælland, Hovedstaden
Samaritten AB Regin Midtjylland, Sjælland. Hovedstaden (Bispebjerg)
Responce - Region Midtjylland
Roskilde Brandvæsen (Lejre, Roskilde) Sjælland
Frederiksberg Brandvæsen - Frederiksberg (Hovedstaden)
 

Sidste nyt