Samariten kan få problemer med bemandingen

Krigen på ord mellem Region Sjælland og Falck fortsætter
28. oktober 2008
Falck: Vi har 410 ansatte
Regionen: Vrøvl, I har 340
Falck: Vi bruger 12 mand pr. ambulance
Regionen: Vrøvl, I bruger 8
 

En prisforskel på 100 mio. kr. årligt og et uændret serviceniveau fik mandag morgen et flertal af regionspolitikerne i Region Sjælland til at stemme for at overdrage ambulancekørslen i regionen fra Falck til svenske Samariten. Men Samariten kan hurtigt få problemer med at rekruttere ambulancereddere til at bemande de 73 nyindkøbte ambulancer, som fra 1. september næste år skal betjene regionens ca. 800.000 indbyggere.


På mandag mødes repræsentanter for Samariten med ambulancereddernes fagforbund 3F for at drøfte vilkårene for en overenskomst. 3F bebudede tidligere på måneden blokade mod det svenske selskab, hvis ambulancereddernes løn- og arbejdsforhold forringes. Derfor er det vigtigt for Samariten hurtigt at få afklaret de fremtidige arbejdsvilkår for ambulanceredderne.


Tabet af ambulancekørslen i Region Sjælland betyder, at Falck fremover får brug for 400-500 færre medarbejdere i regionen. Falck bebudede allerede mandag, at virksomheden vil gøre, hvad de kan for at skaffe redderne arbejde andre steder i koncernen. Koncerndirektør Allan Søgaard Larsen forventer dog, at en stor del af ambulanceredderne vil søge over til Samariten.


»Lige nu er følelserne i kog. Men når der er faldet lidt ro over gemytterne, vil mange af især de yngre, solide ambulancefolk nok vælge at blive og få job hos Samariten,« siger Allan Søgaard Larsen.


Strid om bemanding
Men selv om det nu er en realitet, at Falcks monopollignende status på ambulancekørsel er ophørt, er striden om, hvor mange reddere og ambulancer der skal til for at sikre et forsvarligt beredskab, langtfra slut.


Skal opfylde kravene
Region Sjælland har klart meldt ud, at kontrakten med Samariten ikke vil indeholde krav til, hvor mange ambulancer og hvor mange medarbejdere firmaet skal bruge til at løse opgaven. Derimod vil regionen kunne idømme Samariten en bod på 1.000-5.000 kr., hver gang en ambulance ikke overholder de aftalte responstider. Og kan Samariten ikke løse problemerne ved at sætte flere ambulancer eller mere mandskab ind, foreligger der en misligeholdelse, hvor Region Sjælland kan vælge at ophæve kontrakten.


Region og Falck uenige
Chefkonsulent i Region Sjælland, Peter Mondrup Braad, mener, at debatten om ambulanceudbuddet har været præget af forkerte påstande og tal. Han anfægter Falcks beregninger af, at der skal en bemanding på 12 til at køre en døgnbemandet ambulance, hvor Samariten kalkulerer med 8.
»Det er ikke korrekt, at Falck i dag bruger 12. Falcks aftale med 3F om døgnvagter betyder, at ambulancerne de fleste steder kan bemandes med otte mand,« siger Peter Mondrup Braad. Allan Søgaard Larsen er ikke enig:


»Det hører fortiden til og forudsætter, at der næsten ikke er aktivitet. Et konstant beredskab kræver en bemanding på 12. I dag, hvor afstandene mellem hospitalerne er blevet større, er ambulanceturene naturligt blevet længere. Sammenholdt med, at der er mangel på reddere, betyder det, at omkring 10 pct. af vores aktivitet på Sjælland er baseret på overtidsarbejde,« siger Allan Søgaard Larsen.


Hvor mange ansatte har Falck?
Regionen og Falck er heller ikke enige om, hvor mange reddere Falck i dag bruger. Efter regionens vurdering benytter Falck i dag ca. 340 ambulancereddere fordelt på 69 ambulancer til at dække det daglige beredskab. Samariten har i deres tilbud oplyst, at de vil indsætte 73 ambulancer bemandet med 325 ambulancereddere.


Derfor vurderer regionen, at der ikke er væsentlig forskel på dimensioneringen af det nuværende Falck-beredskab og det kommende Samariten-beredskab.


Den vurdering er Falcks koncerndirektør så utilfreds med, at han har fået selskabets revisorer til at gennemgå lønsedler for Falcks ansatte i regionen. Revisorerne når, ifølge Allan Søgaard Larsen, frem til, at der er ca. 410 ambulancereddere ansat af Falck i regionen, plus 75 elever under uddannelse.

Dagens Medicin ville gerne have spurgt Samariten om selskabets forventninger til at kunne skaffe det fornødne antal reddere til at bemande ambulancerne i Region Sjælland og til at lave overenskomst med 3F, men det har desværre ikke været muligt at få en kommentar fra selskabets talsperson, Pernille Olsson.

Roskilde Brandvæsen fortsætter med at køre ambulancekørsel i Roskilde- og Lejre området. Samariten har også budt på ambulancekørslen i Region Hovedstaden og Region Midtjylland. Disse regioner tager i løbet af november måned stilling til, hvem der vinder udbuddet.
kilde: Dagens Medcin



Relaterede sider:

Mere info om ambulanceudbud i Danmark

 
Nye ambulanceoperatører i DK
Falck, Region Syddanmark, Midtjylland, Sjælland, Hovedstaden
Samaritten AB Regin Midtjylland, Sjælland. Hovedstaden (Bispebjerg)
Responce - Region Midtjylland
Roskilde Brandvæsen (Lejre, Roskilde) Sjælland
Frederiksberg Brandvæsen - Frederiksberg (Hovedstaden)
 

Sidste nyt